GMLK – Grenaa Motionsløbeklub starter gåhold og løbehold
I uge 11 – (mandag den 11. marts til søndag den 17. marts) starter løbeklubben gåhold og løbehold.
Vi mødes 1. gang tirsdag den 12. marts kl. 18.00 foran indgangen i Grenaa Idrætscenter – for både gåhold og løbehold.
Gåholdet tænkes at gå 1 gang om ugen/tirsdag en times tid – ca. 4-4.5 km. Længden afpasser vi efter evner og behov – og starter bildt ud, så længden kunne være de afmærkede ruter i plantagen lige op til Idrætscenteret – start med rød rute (2,7 km.) – gul rute (3,7 km.) og endemål blå rute (5,4 km.)
Løbeholdet tænkes at løbe 2 gange om ugen – tirsdag og torsdag.
Vi starter ligeledes blidt/blødt ud – med walk and talk – dernæst gå og løb – sluttende af med at løbe.
Løbegruppen kan sagtens opdeles i 2 grupper alt efter evner/behov.
Både gåhold og løbehold er tilbud til nybegyndere såvel som øvede, der har holdt pause, men gerne vil genoptage gå/løb.
Løbeklubben stiller trænere til rådighed og vil skabe et trygt og sikkert fællesskab til at komme i gang med at gå/løbe.
Vi har ikke fokus på tider, kilometer eller om du har det sidste skrig på inden for løbetøj. Alle kan være med uanset niveau og forudgående erfaringer.
Sundhedsstyrelsen fastslår i deres nye Sygdomsbyrden 2022 (lige udgivet), at rygning er den største risiko for at dø, men INAKTIVITET er den næststørste, du læste rigtigt – og at det er vigtigt, meget vigtigt at få lagt motion ind i vores daglige liv. Så hvis det handler om at få et langt liv, så er motion faktisk generelt vigtigere end kosten – og her er muligheden for et langt liv – så mød op.
Det koster et lille gebyr at starte, men gi’r så 1 års medlemskab af løbeklubben og fri deltagelse i klubbens berømte løb Grenaa Løbet lørdag d. 1 juni 2024, hvor der både er gåhold og løbehold.
Løbeklubben har en hjemmeside: gmlk.dk el. se vores facebook-side: GMLK – Grenaa Motionsløbeklub – hvor du også kan stille spørgsmål.